Født ‎735‎

Også kjent som: Sigurd, født ‎730, døde ‎812‎, 81 eller 82 år
Konge av Sverige.
Slo og felte Harald Hildetand i det sagnomsuste Bråvallaslaget, og rådde siden for Sveavelde og Danevelde.
Sloss med Karl den Store om overherredømmet i området i sør (Holsten, Saksen, Frisland). Døde kanskje omkring år 790. I Danmark er han en slags oldtidshelt. Skal ha vært gift med Kråka, er. Aslaug, kanskje fra sør, "Frankerriket".{geni:comment} http://www.vulkaner.no/f/m7xfm5xfp.htm
{geni:comment} http://freepages.genealogy.rootsweb.ancestry.com/~jamesdow/s012/f968113.htm
{geni:comment} http://www.perbenny.dk/dan1.html
--- Slaget på Bråvalle Hede - Harald Hildetand - Sigurd Ring - Ubbe Friser - Stærkod ---
Stammerne i Sverige må være kommet ind via Store Svitjod, (Rusland). Stammens høvding i Norden kaldte sig vel allerede dengang konge. Det har vist sig, at der var rigtig mange småkonger, fylkekonger, herredskonger, landskabskonger, underkonger og småkonger i mindre landområder (næppe større end de kommuner vi kender i dag). Dertil kom også søkonger. Snorre Sturlasons Ynglingesaga siger, at Sveernes første hersker var Odin i skovriget: Svitjod, (svedjebrug)hvor folket måtte betale en penning pr. næse til Odin. Denne Ynglingeslægt skulle stamme i lige linie fra: Frej/Frøj, (frugtbarhedsgud) ham med den store fallos. (Det er også set på billeder i Pompeji i 63 f. Kr.) Yndlingen Ingjald Ildråde kom i krig med Kong Ivar Vidfavne af Danmark, og da Ingjald besøgte kongsgården i Räning i Uppland, kom Ivar og angreb dem med stor overmagt, hvorpå Ingjald satte ild til kongsgården og gennemførte et selvmord ved at indebrænde. Sandsynligvis var det frygten for at blive træl, der medførte denne handling. Vikingerne og for den sags skyld Islams folk, er kendt for at gå i døden i kamp. For vikingerne var det en skændsel at dø i sengen, selvom vi i dag ved, at de fleste jo netop dør i sengen. Disse småkonger slog sig sammen i et nyt stammefællesskab, og til sidst opstod Sveernes og Göternes riger, hvorom det sige at landområderne strakte sig over ti dage på hesteryg. På baggrund af fund, har man valgt at sige, at Sveerne første oprindelse må være sket på Helgö, hvor de grundlagde deres »by« i år 200 e. Kr. og som nåede den højeste udvikling i 500-tallet e Kr.. I 700- 800 tallet har Sveernes landskabsforbund besejret Göterne, og derefter opstod Svea's rige. Langt senere i byerne opstår oldermænd, der føres protokol over beslutningerne og bylag (arbejdsfællesskab - senere kaldet: gilder - senere: mestersammenslutninger) og nuopstår almue = al muge = almenheden = hele folket. Ivar Vidfadme var Skånsk konge i slutningen af 600-tallet, og udvidede sit kongerige betydeligt. Han lod sin svigersøn, den sjællandske Kong Rørek, myrde. Røreks far var kong Hød. Harald Hildetand var søn af den myrdede Rørek og er født år 690. Ved Ivar Vidfadmes død blev Harald Hildetand i begyndelsen af 700-tallet konge i Danmark og kom i løbet af sin lange regeringstid til at herske over Danmark med Skånelandene omfattede det norske Vestfold og Sverige (syd for Värmland og Upland). Riget strakte sig fra Skiringssal i Norge, Uppsala i Sverrig, Hedeby i syd, Grobin i Kurland i øst, og til Northumberland i England i vest. Den svenske kong Sigurd Ring siger, at de var tvunget til at kæmpe for deres frihed, idet Harald Hildetand var fræk og havde samlet nogle Saksiske og Vendiske styrker mod Sigurd Ring og de nordiske stammer. Der skal have stået et vældigt slag på grænsen mellem Danmark og Sverrig, hvor de to Folk ret prøvede Kræfter med hinanden. Alle Nordens Stammer var med, og alle Nordens Helte gav Møde på den ene eller den anden Side. Blandt dem, der vare med, må først nævnes Stærkod, Helten over alle Helte, lige hjemmevant i alle tre Lande. Han skal være født i Norge, men i sin Ungdom tjente han den danske Konge Frode Ejegod og værnede da Danmark med stor Tapperhed. Da Frode var død, og hans Søn: IngelVendemod var bleven Konge, blev Tilstanden her i Landet så slet, at Stærkod ikke gad være her. Ingel giftede sig nemlig med en tysk Prinsesse, og der blev så fint og fornemt og så tysk i Kongsgården, at den ikke var til at kende igen, og Stærkod, som var en Ven af det jævne, det tarvelige og det nordiske, drog da til Sverrig. Dog glemte han ikke Danmark; tre Gange drog han herned for at hjælpe på Tingene, og det lykkedes ham da også til sidst at få Tyskeriet fortrængt. Dette var ikke hans eneste Bedrift; thi alle Vegne, hvor noget stort blev øvet i hans Tid, var han med; hans Heltery var vide kendt, og hans Sange ikke mindre; thi han var lige så god Skjald som Kæmpe. På den Tid, hvorom her fortælles, opholdt han sig i Sverrig og var derfor med i Bråvalleslaget (the Battle of Brávellir) på Svenskernes Side. I Danmark regerede dengang den gamle Harald Hildetand, der i sin Ungdom havde været en stor Krigsmand, men nu var blind af Alderdom og frygtede for at skulle dø Strådød. Dog undte Odin ham en hæderlig Død: han skulle falde i Kampens Bulder og drage med stort Følge til Valhal. Da derfor Brune, som var Sendebud mellem Harald Hildetand og den svenske Konge Sigurd Ring, engang på sin Sendefærd druknede i en å, tog Odin sig hans Skikkelse på, rejste med Bud frem og tilbage mellem Kongerne, men forrettede sine Ærinder på den Måde, at Stridslysten blev vakt på begge Sider, og det blev bestemt, at Kongerne med al deres Styrke skulle mødes på Bråvalle Hede. Sigurd Ring kom først, men befalede sine Folk at forholde sig rolige, indtil Danskerne vare komne og ordentlig opstillede. Dette tog Tid; thi der var en myldrende Mængde. Skib lå ved Skib mellem Sjælland og Skåne, og man kunne gå fra Land til Land som over en Bro. Men endelig var de der. Kongerne talte til Hærene og opmuntrede dem til at gå frejdig på; Lurerne klang, og Kampråb fyldte Luften. Striden begyndte med, at Hærene sendte Skyer af Spyd og Pile mod hinanden, og allerede under den første Del af Kampen flød Blodet i Strømme. Da Pilene vare opbrugte, drog man Sværdene og kæmpede Mand mod Mand. Stærkod, der, som sagt, var på Sigurd Rings Side, gik først mod Ubbe Friser og fik af ham seks Sår. Derefter kæmpede han med Skjoldmøen Veborg, som hug ham således i Ansigtet, at Hagen dinglede, men han bed i Skægget og holdt den således fast. Så mødte han Skjoldmøen Visne. »Du raser mod Enden«, råbte hun ham i møde, »nu skal du dø !« - »Nej«, svarede han, »ikke før du har tabt Haralds Banner!« I det samme afhuggede han hendes Hånd og gik videre. - Den gamle blinde Kong Harald kørte frem i Striden med et Sværd i hver Hånd og hug løs på Fjenden. Han faldt i Slaget, man vil sige for Odins egen Hånd, men 15 Konger faldt med ham og 30.000 fribårne Mænd. Da Sigurd Ring hørte, at hans Modstander var falden7 gav han øjeblikkelig Tegn til at standse Slaget. Dagen efter lod han Haralds Lig opsøge og sætte på Bål tillige med hans Hest. Kong Sigurd gik da frem foran Bålet og bad Harald ride rask til Valhalog tinge Husly til Kæmperne, hvorefter alle Høvdinger gik rundt om Bålet og kastede Våben og Guld derpå. Harald Hildetand faldt sammen med sin søn: Rørek i kamp mod Sigurd Ring år 770/772.
{geni:comment} http://www.perbenny.dk/dan1.html
Kong Sigfred (Sigurd 1. Ring) nævnes i år 777, 782, 798 i det frankiske riges årbøger. Kongemagten er åbenbart ret stabil, siden Sigfred sidder på tronen i mindst 21 år. Sigurd Rings far var Randveig Radbardsson (f.ca. 680-d. 700), der var underkonge i Sverrig. Randveig Radbardsson´s mor var Audr Iversdatter og faderen var Radbert d. 1. fra "Gardariget". Sigurd Ring blev antaget som underkonge i nord-Sverige og i Vestfold af sin faders halvbror: Harald Hildetand, som han slog i 770/772 i Bråvalllaslaget. Derefter blev Sigurd Ring enekonge. Han sendte sin yngste bror: Halfdan som gesandt til Karl den Stores rigsdag i Lippspringe i 782 og modtog gesandter fra Karl den Store i 798. Sigurd Ring var gift med Alfhild Gangalvsdatter, og de fik: Regnar Lodbrog Sigurdsen (f. 735-d.795 i England) og Geva (f.750-d. ?). Fra 772 havde Frankerne og Karl den Store besejret Sakserne og ødelagt deres helligdom "Irminsul" i Westfalen tæt ved Sakserborgen: Eresburg. I 782 giver den danske kong Sigfred asyl til sakserhøvdingen: Widukind (Wedukin). Sakserne og Abroditterne (Venderne) var gået i forbund mod Frankernes ekspansion. Karl den Store skal på én enkelt dag i 782 i byen Verden i Nordtyskland havde ladet 4.500 såkaldte hedenske Saksere halshugge, og Karl den Store indførte strenge straffe for ukristne ritualer, herunder dødsstraf for bestemte forseelser, som han lod nedfælde i Capitulatio de partibus Saxoniae, udstedt i 782 eller i 785. I 783 vandt Frankerne afgørende sejre, og nårsomhelst Sakserne senere forsøgte modstand, ramtes de af frygtelig straf; oprørerne tvangskristnedes og, hvad værre var, de flyttedes i massevis bort fra deres hjemland og ejendomme, der overgives til frankiske nybyggere. I 785 oplevede den Angelsaksiske Willehad fra Northumbrien, hvordan Karl den Store tvangskristede Sakserne. Med våbenmagt opløste Frankerne det Saksiske folk og stamme. Derefter slog Willehad sig ned i Bremen, hvorfra han virkede som missionær, og hvor han døde og blev gravlagt i 789 i Bremens første domkirke. Willehad havde selv ladet den opføre, og dermed skabt grundlaget for det senere Hamburg-Bremen bispesæde. Det nordtyske bispesæde Bremens kirkehistorie og Nordeuropas "missionshistorie" tager derfor sin begyndelse med den angelsaksiske biskop Willehad (ca.740-789). Hamburg (Hammaburg) var ellers engang Saxonernes berømte by, og Saxonernes land udgjorde en betydelig del af Germanien, og var dobbelt så bredt som Frankernes land, men lige så langt. Hamborg blev grundlagt af Frankerne i 811, på en boplads, hvorfra altså Frankerne havde fordrevet Sakserne. Efter således tre faser med Sakserkrige i perioden: 772-804 lykkedes det Karl den Store (747-814) at indlemme og undertrykke Sakserne ind under Frankerriget. Men i 785 var de "nordtyske" Friseres omvendelse til kristendommen så vidt fuldbyrdet, at et bispedømme kunne oprettes i Bremen. Omkring år 790 viste kirken igen interesse for Danernes liv, men mente åbenbart ikke, at det kunne nytte noget. Op imodår 800 skete der store omvæltninger i Nordtyskland, og Karl den Store, konge over det vældige kristne Frankerrige og titulært kejser af Rom, underkastede sig nu størstedelen af det nuværende Tyskland, herunder Sachsen, hvor Sachserne gennem voldsomme myrderier og tvangsforflytninger i 783-805 blev tvangsdøbt til kristendommen. Juledag år 800 kronede pave Leo i Rom Karl den Store til romersk kejser. Ved århundredskiftet var Elben blevet Frankerrigets grænse; men nu syntes det, som om Karl ville gå videre. Med det store kejserhof i Aachen, havde Danmark fået nogle farlige naboer. Frankerne krævede, at Elben blev deres grænse og krævede tvangsforflytning af Sakserne. Landområderne syd for Dannevirke og Ejderen var folketomme, og østpå var der skovområder, som kaldtes Jernved (Isarnho på tysk). Det vældige land var i efterårsmånederne en kæmpemæssig vandflade indtil Ejder-slusen i vor tid gjorde en ende på oversvømmelserne. Holsten var endnu ikke opfundet, og området var omgivet af Vagrien, Stormarn og Ditmarsken. Hele området kaldtes i middelalderen Nord-Albingien og var beboet af Saksere, men efter Karl den Stores erobring omkring år800 og hans hårdhændede kristendomsforkyndelse blev store dele af landet lagt åbent for indvandring af de Vendiske Wagrere og Obotritter. I forbund med de slaviske Obotriter i østHolsten kunne Karl den Store undertvinge og omflytte de Saksiske stammer nord for Elben: Sturmerne og Holsterne, dvs. Holtseterne, de, der havde dyrket jord op og boede i skoven, holtet. I 804 var Karl selv i denne anledning helt oppe ved Elben; da fik han efterretning om, at kong Godfred, en søn af kong Sigfred, havde samlet en hær ved Sliestorp, på Sliens nordlige bred, lige overfor Hedeby. Kong Godfreds fjendtlighed er let forståelig. Karl ville slutte forbund med de slaviske Obotritter, og lade dem fåden saksisk befolkede del af Holsten, og Karl ville tage magten over byen Reric, og dermed Frisernes handelsvej over Hedeby. Godfred forstod hvad denne frisiske handelsvejs beherskelse betød for hans kongemagt, og han tilbød Karlforhandlinger.